Guide: Sådan vælger du det rigtige domænenavn

I takt med, at internettet er blevet hvermandseje, er antallet af registrerede domæner eksploderet. Alle seriøse virksomheder har en hjemmeside, og alle, der vil, kan registrere en. Det betyder, at det hele tiden bliver mere og mere vanskeligt at finde et ledigt domænenavn. Her får du en række råd til, hvordan du vælger rigtigt, selvom første-valget er optaget.

Når du skal finde et passende domænenavn til din hjemmeside, vil du ofte opleve, at det, der er mest oplagt, allerede er taget. Det betyder dog ikke, at du skal lade dig nøjes – der er stadig masser af gode muligheder for at få et fornuftigt domænenavn, der passer til din virksomhed.

Herunder får du en række forslag til, hvordan du finder et godt domænenavn, der samtidig matcher din virksomhed og det, den beskæftiger sig med. Samtidig får du indblik i, hvad du skal undgå, når du skal vælge et domænenavn.

Undgå æ, ø og å i dit domænenavn

Du bør aldrig vælge et domænenavn, der indeholder æ, ø eller å – eller for den sags skyld andre karakterer, der ikke er en del af det engelske alfabet. Selvom det er muligt for serveren at læse domænenavnet, vil der ofte opstå vanskeligheder, når du eksempelvis linker til dit domæne.

Samtidig vil det være vanskeligt for personer, der ikke har et dansk tastatur, både at indtaste dit domænenavn, men også at sende dig mails. Hvis du har æ, ø eller å i dit firmanavn, kan du med fordel ændre det til ae, oe eller aa, som det eksempelvis er tilfældet med Domaeneguide.dk.

Hold dit domænenavn kort

Det er en god idé at holde dit domænenavn så kort som muligt. For det første er det nemmere for folk, der vil besøge din hjemmeside direkte, frem for at bruge Google som genvej. Samtidig er det lettere at udtale og huske, hvis du eksempelvis holder dig til et domænenavn på to stavelser.

Det er desuden en god idé generelt at vælge ord på maksimalt to stavelser, når du skal vælge firmanavn, da det har en bredere appel. Der er dog visse undtagelser, afhængigt af hvilken type virksomhed du driver. At holde sig til en eller to stavelser er oplagt, hvis du forsøger at skabe et brand, der skal være kendt blandt den brede befolkning.

Anvend søgeord i dit domænenavn

Hvis du ikke ønsker at skabe et brand, kan du i stedet vælge den lidt ældre model, hvor dit primære søgeord er en del af domænenavnet. Sælger du eksempelvis helseprodukter, kan du inkludere ordet ‘helse’ i dit domænenavn.

Det vil desuden øge dine chancer for at blive fundet i søgeresultaterne på relevante søgninger, der relaterer sig til helse, omend det efterhånden er lang tid siden, dette var blandt de mere gængse teknikker indenfor søgemaskineoptimering.

Dog kan det stadig være en oplagt mulighed, hvis dit firmanavn er optaget. Brug dit primære søgeord efter dit firmanavn i domænet – det vil give dem, der ser domænenavnet, en indikation af, hvad din virksomhed beskæftiger sig med, og samtidig vil det give dig bedre forudsætninger for at finde et domænenavn.

Vælg et navn, der er fremtidssikret

Når du vælger dit domænenavn, er det vigtigt, at du tænker over, hvordan din virksomhed kommer til at se ud i fremtiden. Anvender du eksempelvis et søgeord i titlen på dit domænenavn, bør du overveje, om det er sandsynligt, at virksomheden i fremtiden kommer til at operere i andre brancher.

Hvis det er tilfældet, bør du vælge et andet domænenavn, da det hverken virker professionelt eller sender et positivt signal til Google, at virksomheden nu befinder sig i en anden branche. Samtidig sparer du besværet ved på et senere tidspunkt at skulle skifte domænenavn.

📝 Gratis SEO tjekliste med 60+ punkter Optimer din hjemmeside nu med min gratis tjekliste og få den til at skille sig ud i Google's søgeresultater.

Følg trin-for-trin vejledningen og oplev en perfekt optimeret side, som Google vil elske.

Skriv en kommentar