Det kan være en både besværlig og bekostelig affære, når du skal overføre penge til udlandet via banken. Heldigvis findes der en række tjenester, hvor du har mulighed for at overføre penge til udlandet på en både simpel og billig måde. Herunder kan du læse mere om 4 af af metoderne – og se, hvilken tjeneste jeg personligt foretrækker.
Der er flere forskellige måder at overføre penge til udlandet, uanset om der er tale om en personlig overførsel eller i forbindelse med et køb. Den bedste og billigste måde afhænger af, hvor stort et beløb der er tale om, samt om der er tale om en almindelig overførsel til en privatperson eller en faktura fra udlandet, der skal betales.
Ligegyldigt hvilken metode, der er tale om, kan du gøre det via nettet. Det er dog vigtigt, at du tager dine forholdsregler og anvender en sikker betalingsløsning, når du skal overføre penge til udlandet. Sæt dig grundigt ind i, hvem du overfører til, og vær forsigtig, hvis det drejer sig om køb af et produkt eller en ydelse fra udlandet.
Hvordan overfører jeg penge til udlandet?
Som nævnt, er der flere forskellige metoder, du kan gøre brug af, når du skal overføre penge til udlandet. Du kan gøre det via din netbank, men der findes også forskellige tjenester, hvor det er både nemmere og i visse tilfælde også billigere.
De mest populære tjenester til udenlandske overførsler er følgende:
- Wise (det jeg selv bruger)
- PayPal
- Western Union
- Netbank
Herunder følger en beskrivelse af de forskellige tjenester, samt hvilke fordele og ulemper der er ved de enkelte. Det giver dig mulighed for at vurdere, hvilken tjeneste der matcher dit behov bedst, samt hvilken tjeneste der er billigst, når du skal overføre penge til udlandet.
Overfør penge til udlandet med PayPal
PayPal er blandt de største og mest velkendte aktører på markedet, når det gælder overførsler mellem forskellige lande. Det eneste, det kræver, er, at både den, der sender penge, og den, der modtager penge, har en PayPal-konto.
Det er vigtigt, at der ikke er tale om for mange penge, da PayPal kan finde på at tilbageholde beløbet, hvis du overfører et større beløb til udlandet. Typisk skal der være tale om et beløb på et par tusinde kroner, før du risikerer, at betalingen standses.
Det er gratis at overføre penge på tværs af landegrænser, så længe det foregår mellem EØS-lande (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) og i kroner eller euro, da PayPal ikke veksler valuta uden omkostninger.
Overfører du til et land, som ikke hører under EØS, bliver der pålagt et gebyr på din overførsel. Størrelsen på gebyret afhænger af, hvilket land du sender penge til. Du kan se de gældende takster på PayPals hjemmeside.
Hvis du anvender PayPal til at sende et større beløb, skal du bekræfte din konto. Den proces kan tage lang tid, da det foregår ved, at PayPal trækker et mindre beløb fra din konto. På dit kontoudtog vil der efterfølgende stå en kode, som du skal indtaste for at validere din konto.
Som udgangspunkt fungerer PayPal fint, men der er en række ulemper, som kan gøre det mere besværligt end andre tjenester, når du skal overføre penge fra udlandet. Du bør derfor udelukkende bruge PayPal til mindre beløbe på maksimalt et par tusinde kroner.
Fordele ved PayPal:
- Det er gratis at oprette en konto
- Fungerer fint ved mindre beløb
- Brug PayPal som alternativ kredit- eller debitkort
Ulemper ved PayPal:
- Validering kan tage lang tid
- Du pålægges gebyrer ved overførsler udenfor EØS-lande
- PayPal kan tilbageholde din overførsel ved mistanke om svindel
Overfør penge til udlandet med Western Union
Med Western Union har du mulighed for at overføre op til 35.000 kr. på tværs af landegrænser. Du kan både foretage overførslen via nettet eller gennem en af deres mange lokale filialer, som findes overalt i verden.
Selvom Western Union fungerer fint, er der en række ulemper ved at benytte tjenesten. Du skal betale et stort gebyr, når du overfører penge, og det gør, at andre tjenester er at foretrække, hvis der er mulighed for det.
En af fordelene er dog, at det er muligt at overføre kontanter via Western Unions lokale filialer. Modtageren kan ligeledes få udbetalt pengene i kontanter, hvilket kan være praktisk, hvis der er tale om overførsel til eksempelvis et uland.
Som udgangspunkt skal du regne med, at Western Union tager mellem 5-10% i gebyr af det beløb, du overfører til udlandet. Til gengæld er det nemt at bruge Western Union, og der er mulighed for at overføre til banken, til en mobiltelefon eller til kontant afhentning.
Western Union er ikke den første tjeneste, du bør overveje, hvis du skal overføre penge til udlandet. Dog vil der være situationer, hvor det er mere oplagt at overføre via Western Union – eksempelvis hvis du vil overføre kontanter, eller modtageren ikke har adgang til internettet eller en bankkonto.
Fordele ved Western Union:
- Du kan overføre penge til lokale filialer i hele verden
- Pengene er fremme i løbet af få minutter
- Overfør op til 35.000 kr.
- Du kan overføre kontanter
Ulemper ved Western Union:
- Gebyrer på mellem 5-10% af overførslen
Overfør penge til udlandet via banken
Udover de forskellige tjenester, som er nævnt her, har du også mulighed for at overføre penge til udlandet via banken. Det kan i nogle tilfælde betale sig, hvis der er tale om en overførsel på et par tusinde kroner.
Du bør dog være opmærksom på, at der i mange tilfælde er relativt høje gebyrer forbundet med overførsler til udlandet via din almindelige bank. Du kan overføre penge til udlandet via banken på to måder – gennem din netbank eller via fysisk fremmøde.
I de fleste tilfælde er det billigere at bruge din netbank, når du skal overføre penge til udlandet. Gebyrerne varierer fra bank til bank, og det er derfor vanskeligt at give et konkret estimat på, hvad du skal betale for en udlandsoverførsel.
Du kan typisk vælge at splitte omkostningerne op mellem dig selv og personen, der modtager pengene. Det kan ofte være en god idé, da du også risikerer at skulle betale gebyrer til modtagerens bank, når du overfører penge til udlandet.
For at overføre penge til udlandet via en almindelig bank skal du oplyse modtagerens BIC/SWIFT-nummer, IBAN-nummer samt vedkommendes navn og adresse. Hvis ikke modtageren er i besiddelse af disse informationer, skal du vælge en anden løsning.
Angiver du de forkerte informationer på modtageren, kan det resultere i, at der pålægges ekstra gebyrer. Samtidig bør du ikke bruge banken, hvis du skal overføre store beløb, da det ofte er forbundet med højere gebyrer end de digitale tjenester.
Fordele ved bankoverførsel:
- Du kender din netbank i forvejen
- Du kan overføre penge via din lokale filial
Ulemper:
- Der er høje gebyrer ved overførsel til udlandet via banken
- Du skal have modtagerens BIC/SWIFT-nummer samt IBAN-nummer
- Du skal have modtagerens fysiske adresse
- Det er mindre brugervenligt end andre tjenester
Overfør penge til udlandet med Wise
Wise, der tidligere hed TransferWise, er et fornuftigt alternativ til de almindelige banker, når du skal overføre mange penge ad gangen. Du sparer desuden mange penge i gebyrer, hvis man sammenligner med de øvrige tjenester på listen, og det er nemt at komme i gang.
Det tager ikke mere end et par minutter at oprette en konto, og det er relativt simpelt at overføre penge til udlandet. Wise har samarbejde med banker i over 80 lande, hvorfor du sjældent vil opleve, at der er et land, du ikke kan overføre til.
Tjenesten fungerer ved, at du overfører penge til Wises konto i Danmark – eller det land, du er bosiddende i – hvorefter de trækker deres gebyrer og overfører pengene til det land, modtageren befinder sig i.
Wise er den absolut billigste tjeneste til overførsel af penge til udlandet på nuværende tidspunkt. I langt de fleste tilfælde er det billigere end at anvende banken, og du har desuden mulighed for også at få overført penge fra udlandet.
Fordele ved Wise:
- Den billigste tjeneste til overførsel til udlandet
- Nemt og brugervenligt interface
- Overfør penge til over 80 lande
Ulemper:
- Ikke tilgængelig i alle lande
Hvilken tjeneste skal jeg vælge?
Der findes mange forskellige tjenester, og dem du finder her på listen er blot de mest populære. Der er dog en række ulemper, som går igen ved de fleste af dem – og det er de høje gebyrer, som du betaler, når du overfører penge til udlandet.
Wise er den eneste tjeneste, som ikke tager et forholdsvist stort gebyr, når du overfører mere end et par tusinde kroner. Samtidig er tjenesten utroligt brugervenlig, og det tager kun et par minutter at oprette en konto og komme i gang med at overføre penge til udlandet.
Derfor anbefaler jeg, at du anvender Wise, når du skal overføre penge til udlandet. Det er i min optik med længder den bedste og billigste tjeneste, jeg har anvendt, selvom jeg tidligere har været flittig bruger af PayPal, der dog ikke kan måle sig med Wise.
Guide: Sådan overfører du penge med Wise
Som nævnt, er der både simpelt og hurtigt at overføre penge via Wise. Herunder følger en trin-for-trin-guide til, hvordan du gør. Det tager ikke mere end et par minutter at oprette en bruger og foretage din første udlandsoverførsel.
Trin 1: Opret en konto
Det første, du skal gøre, er at oprette en konto. Det gør du ved at klikke dig ind på Wises hjemmeside, hvorfra du kan klikke på ‘Register’ i menuen. Du kan også klikke her for det direkte link til at oprette en bruger.
Først skal du vælge, om du vil oprette en personlig konto eller en virksomhedskonto. Herudover indtaster du din e-mailadresse, kodeord og vælger det land, som du er bosiddende i, hvorefter du ledes videre til næste trin.
Relateret artikel: erhvervskonto priser
Der er stor fokus på brugervenlighed, og derfor er oprettelsen af din bruger og overførslen i én og samme proces. Du skal derfor blot fortsætte med de øvrige trin, som bliver gennemgået herunder.
Trin 2: Udfyld dine informationer
I dette trin skal du udfylde dine personlige informationer. Det skal du gøre for at bekræfte din identitet. Først skal du vælge, om du overfører som privatperson eller som virksomhed. Efterfølgende skal du angive dit fulde navn, telefonnummer, adresse og fødselsdato.
Det er vigtigt, at du indtaster de korrekte informationer, da din konto efterfølgende bliver valideret. Du skal senere uploade en form for identifikation, som automatisk matches med de informationer, du har angivet.
Trin 3: Modtagerens informationer
Nu skal du angive, hvem du ønsker at overføre penge til. Du kan vælge mellem at overføre penge til dig selv, en privatperson eller en virksomhed. Når du har valgt, hvem du vil overføre penge til, skal du udfylde vedkommendes informationer.
Hvis du ikke har modtagerens SWIFT/BIC-nummer og/eller IBAN-nummer, skal du indtaste vedkommendes e-mailadresse, så han eller hun selv kan udfylde det. Har du disse informationer, kan du blot indtaste dem selv, hvilket reducerer behandlingstiden.
Trin 4: Bekræft din identitet
Du skal altid kunne dokumentere, hvem du er, når du overfører penge til udlandet. Derfor skal du nu bekræfte din identitet ved at indsende et billede af enten dit pas eller kørekort. Du vælger selv, hvilken af delene du vil bruge som dokumentation.
Trin 5: Gennemgå din overførsel
Du vil nu blive bedt om at gennemgå din overførsel, så du er sikker på, at alle informationer er angivet korrekt. Her har du også mulighed for at vælge, hvornår pengene skal overføres, samt hvor meget du skal betale i gebyr, når du overfører pengene.
Trin 6: Vælg betalingsmetode
Når du har gennemgået din overførsel og godkendt den, skal du angive, hvordan du vil betale for at overføre dine penge. Hvis du eksempelvis skal overføre 10.000 kroner, kan du vælge, om du vil overføre dem som en traditionel bankoverførsel eller via internetbank.
Hvis du overfører et mindre beløb, kan du også vælge at betale med et debit- eller kreditkort. Valgmuligheden afhænger dog af, hvor stort et beløb du ønsker at overføre. Vær opmærksom på, at minimumsgrænsen ændres fra tid til anden.
Trin 6: Bekræft overførslen
Når du har valgt betalingsmetode, skal du bekræfte ordren. Du kan nu se din kurs og det samlede beløb, som du overfører til modtageren. Det beløb, der vises, er det, modtageren får ind på sin konto, når overførslen er gennemført.
FAQ
Hvor meget koster det at overføre penge til udlandet?
Den bedste pris jeg har fundet frem til er, hvor man f.eks sender 1000 kr. til et gebyr på 10 kr. og levering på 24 timer.
Er en billig international overførsel sikker?
Ja, alle dem jeg har listet her på siden er sikre at bruge og godkendt samt reguleres uafhængigt at FCA.
Hvor mange penge må man overfører til udlandet?
Der er ikke en fast grænse for hvor mange penge man må overføre til udlandet i Danmark, men større beløb kan kræve dokumentation for kilden til pengene for at undgå hvidvaskning og kan have skattemæssige konsekvenser. Det er en god idé at undersøge reglerne i det specifikke land og rådføre sig med en ekspert før en overførsel.
Læs også: 18 metoder til at tjene penge online
Der nævnes gebyrer i f eks danske bank, men IKKE at Danske bank giver en meget dårligere kurs end midt/ dagskursen, dvs de tilbageholder store summer til sig selv. Hvis du overfører med bank, får du ikke altid vist kursen de veksler til, før du har sendt pengene, dvs du aner ikke hvad du mister. Eksempel; at sende 100.000 til udlandet kan koste mange tusinder ekstra for dig, pga de giver en ringe kurs!
Wise har op imod 5-6.000 kr i gebyr hvis du f eks skal købe hus og overføre 1 mill kroner til ex Spanien. Men det opvejes af at de giver dagskursen, og dette betaler sig ift banken ved så store beløb.
Hej Karin,
Det er helt sikkert nogle gode pointer du kommer med her.
Mvh.
Kristian
Er der erfaringer med at sende til lande udenfor listen med “normale” modtagerlande? Hvis man overfører dollars til udbetaling i dollars ser det fornuftigt ud. Men er der noget jeg har overset her første gang, jeg skal gøre det? Er der erfaringer med at sende til Peru/latinamerika?
Hej Henrik,
Det er godt at tjekke landelisten for Wise, da nogle lande kan have begrænsninger eller specielle regler for overførsler. Bemærk også, at valutakursen kan variere og kan påvirke det endelige beløb, der modtages af modtageren.
Der er ikke nogen specielle problemer med at sende til Peru eller andre lande i Latinamerika, men det er altid en god idé at kontakte Wise eller en anden formidler for at sikre, at transaktionen gennemføres korrekt og at der ikke er nogen problemer med modtagelse af midlerne.
Mvh.
Jeg har brugt Wise i en årrække, men nu skal jeg pludselig verificere min identitet, og det bøvler jeg med i øjeblikket uden smartphone. Det er jo ikke til at få menneskelig kontakt med nogen.
Hej Steen,
Jeg bruger selv Wise flere gange om ugen og føler jeg får hurtigt svar når jeg skal bruges deres support.
Hvordan har du prøvet at kontakte dem?
Mvh.
Fin artikel. Med klar anbefaling – Wise
Hvordan når hastighed også er en væsentlig parameter, ville tjenesten Remitly ikke også være en mulighed, jeg har på nettet fået indtryk af de tilbyder den hurtigste overførsel. ; men er det sikkert at anvende dem?
Hvis jeg f.eks brugte Danske Bank og SEPA overførsel forstår jeg at pengene modtages ved tysk modtager samme dag hvis overførsel sker inden 13:30; men med de høje gebyrer du nævner
Hej Steen,
Jeg kendnte ikke til Remitly på forhånd, men efter at have læst lidt om dem og set deres Trustpilot tænker jeg også at de vil være et fint valg.
Som jeg nævner bruger jeg selv Wise til dagligt og her fungerer alt stadig helt perfekt og overførsler sker indenfor få minutter.
Mvh.
Kristian
Jeg har også brugt WISE til at betale skatter og afgifter til Schweiz, hvor vi har feriehus. Nu 15. dec 2022 har de indført nye regler for identifikation af brugerne. Jeg HAR prøvet at legetimere mig med den anførte procedure, men den “løber ud i sandet” med en fejlmelding. F. eks. kan den ikke godkende billedet af mit pas. Jeg har prøvet at sende en besked til dem, men har ikke fået noget svar. Nogle af de beløb, som vi skal betale er under 100 CHF så det er latterligt, hvor besværligt det er blevet Også når jeg bruget Danske Bank til betaling. Har du en løsning? Mvh. Leif
Hej Leif,
Mit råd er at prøve med et nyt billede eller scanning af dit pas – jeg har selv været igennem den procedure og hos mig gik det helt fint uden nogen udfordringer.
Bruger stadig Wise som den primære betalingsform når det kommer til udenlandske overførsler.
Mvh.
Tak for dit svar. Vi har holdt ferie i Schweiz i en måneds tid, derfor har jeg først set dit svar for nyligt. Jeg HAR gjort nye forsøg. Jeg har også fået en e-mail, som jeg har åbnet BÅDE på min PC og på min tablet. I mailen står der “Verify your ID”. Når jeg trykker her så står der kortvarigt: Sorry, somting went wrong. Så får jeg et nyt skærmbillede: Welcome Back. Jeg har også prøvet på min Nokia mobiltelefon (Android)- samme resultat. Er det noget som kun virker på en Iphone, er der en kort TimeOut eller er der noget andet galt. Her ligger en mindre bunke skatteopkrævninger, der skal betales 🙁 PS! Jeg har set at der er videoer om Wise på YouTube, dem vil jeg prøve at se. Jeg skrev forkert, det var 15. dec 2023, som jeg forsøgte verificering 1. gang.
Jeg har fået den app, som man får fra Wise til at fungere, den får også taget et billede af mit PAS og af mig. Men den siger hver gang at billedet ikke er godt nok. Jeg må være GRIMMERE end billedet i mit PAS. 🙁
Jeg brugte min kones DORO 8080 telefon med Android 9.
Min egen mobiltelefon er en Nokia 2.2 med Android 11, men den har måske for lidt RAM. Den kan heller ikke bruge den nye udgave af MobilPay. Men det kan DORO 8080.
Jeg har fået hul igennem til WISE. På deres hjemmeside faldt jeg et sted, hvor man kunne bede om, at de ringede en op. De ringede faktisk hurtigt tilbage og efter nogen diskusion og E-mails fra dem, så blev der åbnet for mig igen.
Hej Leif,
Tak for din opdatering, godt at høre du fik styr på det.
Jeg har fuldstændig opgivet wise. Efter en fem dage lang session, hvor de flere gange bekræfter overførslen, for derefter igen at kræve verifikation, løb jeg tør for tålmodighed og bad dem returnere mine penge. Det gik så til gengæld hurtigt og smertefrit.
Hej Torben,
Hvilket beløb størrelse er der tale om? Jeg bruger Wise flere gange om ugen og har endnu ikke oplevet udfordringer. Skal siges, at det sjældent er mere end 20.000 kr jeg overfører.
Mvh.